Effektmåling af den pædagogiske indsats er blevet en fast del af hverdagen på rigtig mange socialpædagogiske steder. For det første, er det en del af tilsynets indikatorer som fx opholdssteder bliver målt på og for det andet er flere og flere steder optaget af om den pædagogiske praksis har en positiv effekt.

Jeg har altid haft en hvis modstand mod at måle børns udvikling på baggrund af et afkrydsningsskema. Mest af alt fordi det indikerer, at alle børn er ens og udvikler sig på samme måde.

Hvis afkrydsningsskemaet i sidste ende viser at der er steder, hvor der skal laves en særlig indsats, så kan personalet kigge på hinanden og blive enige om, at det skal vi da gøre noget ved. For sjældent får man snakket om, hvilken indsats der skal til, hvordan vi vil se en udvikling og hvornår vi skal vurdere på om indsatsen har virket.

Processen er for mig langt vigtigere. Vi må starte med at vide hvad vi er bekymret for og hvad vi gerne vil udvikle på. For socialpædagogiske steder, vil der ofte ligge en handleplan som vi kan tage udgangspunkt i. På 0-6 års området er det diverse skemaer, som vurderer børnenes udvikling. Herefter startet det pædagogiske arbejde:

  • Sæt et klart defineret mål for, hvad i vil udvikle på. Det skal gerne spille sammen med fx handleplanen.
  • Beskriv meget konkret, hvornår I er i mål med målsætningen. Hvordan er det synligt og hvad vil I måle på? Jo mere konkret I kan beskrive det, jo nemmere vil I have ved at vurdere på det.
  • Beskriv jeres pædagogiske praksis i forhold til målet. Det hjælper jer til at sætte en retning og det hjælper jeres kolleger til at arbejde i samme retning. Det skal være anvisninger, der er nemme at forstå og gå til.
  • Forhold jer til om der er andre der skal hjælpe til med at nå målet. Lærere, psykologer, sundhedsplejersker etc.
  • Sæt en evalueringsdato, hvor I forholder jer til, hvordan det er gået og om I skal justere jeres praksis.

Og nu tilbage til processen. For det er i hverdagen I bliver klogere på den konkrete målsætning. Brug daglige observationer til at få et billede af, hvordan det går og hvordan praksis virker. Det er med til at kvalificere jeres evaluering af målsætningen. I vil i processen blive klogere på, hvad der virker og se nye handlemuligheder. Dermed kan I justere praksis, så muligheden for udvikling optimeres.

Når man arbejder procesbaseret, forholder man sig også til målsætningen og den pædagogiske praksis fortløbende. En af mine anker mod afkrydsningsskemaer er, at det bliver et stykke papir man tager op hver halve eller hele år. Det siger intet om kompleksiteten i arbejdet og intet om de bitte små ting, der hele tiden ændres i barnets udvikling og som pædagogen har brug for at få øje på, for at understøtte udviklingen.

Effektmåling er en god indikator for at få øje på, om det vi gør virker. Men det kan aldrig stå alene. For det siger jo i bund og grund intet om, hvad der har været af handlinger ind imellem vurderingerne, hvis man ikke samtidig knytter notater til udviklingen.

Print Friendly