Jeg har lige siddet og kigget en rapport med nøgletal for udsatte børn igennem. Og der er simpelthen en ting der undrer mig. Udgifterne til udsatte børn har været meget stabile fra 2011-2014. Det der undrer mig er, at udviklingen i fordelingen af forebyggende foranstaltninger for 0-6 årige er faldende og tilsvarende er det stigende for de 13-17 årige.

Det er formodentlig ikke raketvidenskab, at en tidlig indsats har større indvirkning på barnets udviklingsmuligheder, end at vi først sætter ind når problemerne har vokset sig for store. Så hvorfor sætter vi ikke bare ind så tidligt som muligt? Det tror jeg der er flere årsager til.

  1. Der mangler personale med de rette kompetencer til at spotte børnene så tidlig som muligt. Ofte opdages for eksempel autisme og ADHD først i skolealderen. Men de udviser mange tegn på mistrivsel tidligt – hvis man ved hvad man skal kigge efter. Dårligt søvnmønster, har det svært i sociale sammenhænge, svært ved at følge spilleregler, svært ved at overskue mange børn, manglende øjenkontakt etc. Det kræver erfaring i arbejdet med disse børn, for at spotte dem tidligt. Og handle på det. Det kræver, at socialpædagoger med denne erfaring i højere grad rekrutteres ind på dagområdet.
  2. Jeg synes der mangler en anerkendelse af, hvilken forskel en vuggestue eller børnehave kan gøre med de rette forudsætninger. Kommunernes fokus på for eksempel uddannelse og kriminalitetsforebyggelse fjerner fokus fra kerneopgaven. Nemlig at sætte ind så tidligt som muligt. Både i forhold til barnet, men også at give familien nogle redskaber til at støtte barnet.
  3. Hvad virker? Og hvad koster det? En mere gennemgribende satsning på tidlig indsats koster. Både i uddannelse af personale og en opnormering af eksisterende personale. Og det koster at implementere modeller, der understøtter den tidlige indsats. Børn med særlige behov, har brug for voksne med særlige kompetencer. Og der er brug for tid til barnet, så barnet ikke samtidig skal forholde sig til 20 venner.

Aarhus kommune har startet et projekt der hedder Tryg start i livet, hvor man allerede inden institutionsstart har kontakt til familien og arbejder målrettet med at støtte familien og barnet. Pædagogerne får supervision på opgaverne og dokumenterer indsatsen. Dette projekt løber indtil slut 2017 og jeg er spændt på at se resultatet af det. Forhåbentlig kommer der en masse læring ud af det og ikke mindst at børnene og familien kommer i trivsel.

Jeg gad godt se den regering, der tør lave en 18 års plan, hvor vi tager udgangspunkt i tidlig indsats og så først ser på de økonomiske tal om 18 år igen. For som den amerikanske nobelsprismodtager James J. Heckman har vist, så er det en langt bedre forrentning for samfundet at investere i de helt små børns udvikling, end at vente til de kommer i skole.

Så både økonomisk og menneskeligt giver det mening. Kom så i gang.     

Print Friendly