Dokumenter for barnets/borgerens skyld – ikke for at retfærdiggøre din egen indsats.

Jeg stødte den anden dag på en interessant formulering, da jeg var ude og besøge et opholdssted. Vi snakker om dokumentation og dagbogsnotater og en pædagog siger pludseligt ”nogen gange virker det som at det vi skriver kun blive skrevet for at vise hvad pædagogen har lavet i dag”. Sådan havde jeg aldrig tænkt om det, men pædagogen har jo en pointe. Nemlig at dokumentation af pædagogisk praksis ikke må handle om at retfærdiggøre pædagogens arbejde, men skal være rettet mod barnets/borgerens udviklingsmuligheder.

Alt for meget dokumentation bliver ligegyldig viden, hvis vi ikke forholder os til, hvad dokumentationen skal bruges til. I min optik skal dokumentation være grundstenen i det pædagogiske arbejde, så vi har øje på udviklingspotentialer, kan lave en så objektiv vurdering i statusrapporter som muligt og at vi til sidst kan måle effekten af arbejdet. Vi kan hurtigt bruge mange timer foran pc`en hvor vi dokumenterer ligegyldig viden og spilder andres tid på at læse det efterfølgende. Sæt nogle relevante mål SAMMEN med barnet/borgeren og dokumenter efterfølgende arbejdet med disse mål. Dermed bliver jeres praksis synlig for jer selv og andre og i får et oplyst grundlag for at evaluere,hvordan det går med de mål der er sat op.

Min erfaring er, at jo mere i dokumentere på barnets/borgerens udviklingsmål, des mere relevant dokumentation får i – som vel at mærke handler om barnet/borgeren frem for hvad i som personale har lavet.

Print Friendly